spørger Eva Wiseman i artiklen body image anxiety i The Observer.
Det er et spørgsmål, jeg ofte spørger mig selv om. Jeg har ikke et endegyldigt svar, men denne artikel behandler en masse områder, som måske kan hjælpe én til at forstå det bedre og måske komme videre og elske sit udseende.
Jeg har læst hele artiklen (den er pænt lang) og vil i denne blogpost, kommentere på nogle af de statements, som jeg har fundet interessante og relevante for mig selv og for jer.
"Body image is a subjective experience of appearance. It's an accumulation of a lifetime's associations, neuroses and desires, projected on to our upper arms, our thighs."
Vi vil gennem hel vores liv, blive fyldt med en masse inputs fra vores omverdenen, noget tager vi til os og andet forkaster vi. Og i denne digitale tidsalder, kan vi faktisk blive påvirket i stort set alle døgnets 24 timer og i stort set alle aldersgrupper. I artiklen taler de om allerede om: "At five, children begin to understand other people's judgement of them. At seven they're beginning to show body dissatisfaction. As adults 90% of British women feel body-image anxiety." og dette er et skræmmende signal om, hvordan vi lærer og opfatter tingene meget hurtigere idag end tidligere. Vi er langt mere bevidste om os selv og andre, og det påvirker også vores børn. Senere i artiklen nævnes vigtigheden af at: "show new mothers how their own body-image dissatisfaction will affect their babies", og det må siges at være relevant som aldrig før. Tænk at være født til at være utilfreds med sig selv? Jeg ser selv, hvordan mødre tager deres meget unge piger med ned i fitnesscentret for at træne. Der er jo som sådan intet galt med det, men jeg ville nu foretrække at man lærte børnene, fordelen ved sport kunne være sammenhold, morskab, vinderinstinkt mm. fremfor bare motion og vægttab. Jeg synes, personligt, at fitnesscentre ikke er til børn, men til voksne!
Artiklen nævner også at "50% of girls smoke to suppress their appetite" Og disse piger kender jeg faktisk en hel del af. Det er jo forfærdeligt, hvad folk gør mod sig selv, fuldstændig bevidst for at kunne tabe sig eller stoppe sin trang til mad. Og jeg er selv skyldig. Jeg har da selv tænkt tanken, om jeg burde starte med at ryge...men jeg kan simpelthen ikke gå imod min logik, specielt omkring så farlig en sygdom, som kræft, der trods alt kan være konsekvensen af rygning.
Et emne som altid kommer op omkring idealer, er photoshopping og retouchering og det nævnes også i denne artikel omkring en: "research showing how current "airbrushing" culture leads to huge self-esteem problems – half of all 16- to 21-year-old women would consider cosmetic surgery and in the past 15 years eating disorders have doubled." Ingen tvivl at reklamebranchen og modebranchen har et stort ansvar, og brugen af retouchering samt photoshopping også har en stor indflydelse. Man kan dog også diskutere om folk ikke er kloge nok til at vide at retouchering er falsk og en fordrejning af sandheden. Og det ved de fleste også, men alligevel bliver man påvirket, fordi man stadig ønsker at ligne dette falske ideal billede, det er jo PERFEKTION! Og med digitale medier, bliver vi hele tiden bombarderet af disse visuelle elementer, om hvordan perfektion burde se ud.
"It's helpful for fashion buyers (the audience at catwalk shows) to see clothes on a shape that is as close to a clothes hanger as possible – hence the tall, bony models whose breasts will not bother the line of a shirt." Udtaler én i artiklen og aldrig har jeg hørt noget lignende. Jeg har aldrig arbejdet med indkøb, men er dog uddannet designer og product manager, har været til mange shows, modemesser med mere. Og jeg ville helt klart foretrække at se tøjet på en person og som indkøber til en butik, ville jeg da gerne kunne forestille mig hvordan det så ud på min kunde. Selvfølgelig skal det også se pænt ud i butikken og på bøjlen, men helt ærligt og bruge det som undskyldning for at bruge super skinny modeller, er mine øjne en smule latterligt!
Og som Ben Barry ((a PhD student at Cambridge University) surveyed 3,000 women, the vast majority of whom "significantly increase purchase intentions when they see a model that reflects their age, size and race".) har fundet ud af gennem sine undersøgelser, så foretrækker de fleste kvinder altså modeller, som minder om én selv. Jeg er i hvert fald selv træt af, at se cool tøj på en str. skinny og tænke, at det nok ligner en sæk lort på mig. Jeg ville helt sikkert foretrække en pæn, normal størrelse kvinde i 20'erne/30'erne som model. For mig er "race" underodnet, men jeg kunne godt forestille mig, at for nogle at dette kunne være et relevant område at arbejde med, specielt når man i Asien, ofte ser lyse og blonde, ofte russiske modeller fremfor asiatiske. For én ting er at være utilfreds med sin krop, men med hudfarven, så har vi store problemer som rækker meget dybere og det er en helt anden debat (som jeg måske tager op til diskussion senere).
Vogue er i følge deres udtalelser i artiklen, en af de få kvinde og modemagasiner ""that never publishes diets, never points out when someone's put on weight. We don't come from that unhelpful culture where you forensically examine the way a woman looks. That's appalling".", hvilket er fantastisk. Jeg er selv enormt træt af, at alt skal handler om diæter, kostråd og hvem der nu er blevet fede eller super tynde. Specielt det sidste, kunne ikke være mere irrelevant, det kommer jo ingen andre ved!
"Rates of depression in women and girls doubled between 2000 and 2010; the more women self-objectify, the more likely they are to be depressed." Dette er virkelig interessant, da jeg selv endte med en depression grundet min arbejde, som senere udviklede sig til en stor utilfredshed over mig selv og min krop. Aldrig har jeg hadet mit krop så meget, som jeg gør idag og jeg har aldrig været så fokuseret på mig selv. Og det er skræmmende, at vide at der går så mange rundt med depression, specielt de helt unge som ellers burde nyde livet og ungdommens frihed.
"Where does it come from, the idea that natural is not beautiful, that we all need the model look?" udtaler Lauren Goodger i artiklen og det er meget relevant, specielt da vi ser en stigning hos unge i ønsket om at få kosmetiske operationer. Og det interessante er jo, at selv modeller uden make up og retouchering, ikke nødvendigvis er flotte. Jeg har mødt flere modeller, som faktisk var ret kedelige at se på, når de var sig selv. Hvorimod jeg har set langt flere sindsygt flotte, naturligt smukke kvinder, som enten ikke er gode på billeder, ikke har den rigtige "kant" eller bare ikke gider at være model. Så hvorfor er det lige, at vi er så interesserede i modellerne? Eller i model looket?
Men måske er det bare en drøm om at være den perfekte kvinde og ikke model. En kvinde som har former og som samtidig er tynd. "The pressure, the girls agree, is not, in fact, to be skinny – instead it's to look sexy." Og dette citat fra artiklen bekræfter det egentlig meget godt. Det handler nemlig også sex appeal, om at være attraktiv. Og der har jo heller aldrig været så meget fokus på det, som idag, med alle disse programmer som Paradise, Jersey Shore med videre. Det handler mere og mere om at se godt ud og være sexet, end at have intelligens. Men i forhold til citatet, ville jeg jo så gerne have hørt om disse pigers definition på en sexet kvinde. Jeg er nemlig sikker på, at det er en tynd kvinde med former, hverken skinny elller buttet. Men tynd kvinde, som stadig har store bryster, en god stor men fast røv og ellers slank.
"All the statistics about sadness; all the people, like me, who aren't able to enjoy their own health, privilege, relative youth, because of this niggle. This feeling that we don't look right." Åhh, ja! Man bruger nemlig så meget tid på at føle sig dårlig tilpas i stedet for at leve livet. Det kender jeg alt for godt, jeg kan bruge evigheder på at banke mig selv i hovedet om alle de ting jeg burde gøre for at slanke mig, give mig selv dårlig samvittighed over at spise forkert eller træne for lidt. Hvorfor ikke bare nyde tilværelsen, gøre det bedste man kan for at være sund og ikke lade sig gå på af idealerne, mediernes perfektionisme og andres sladren.
"In talking about it we reduce the internalisation of beauty ideals, and feel less awful about our implied failings". At tale om det, er et forslag til hvordan vi kan hjælpe hinanden med at pille idealet ned. Jeg ville foreslå alle folkeskoler at gøre dette. De burde sidde med alverdens magasiner og rive siderne ud med modellerne, både mænd og kvinder. Og her burde de så diskutere hvilke mennesker som har sunde og realistiske kroppe, hvilke der skræmmer dem, hvilke de synes bedst om med mere. En åben dialog åbner op for andres holdninger, det kan måske hjælpe nogle med at se anderledes på skønhed og idealer. Samtidig med at det er vigtigt at de unge idag, ser diversiteten hos os mennesker, vi er forskellige på så mange punkter, så ét ideal vil aldrig kunne være det rigtige. Men man skal lære at vælge et sundt og realistisk ideal for sig selv.
Forfatterens konklusion lyder sådan:
"After a day at Car, my body-image anxiety hasn't disappeared, but I can at least see a way to control it. We hate how we look because of our new, complicated visual culture, because of a fashion industry that has not adapted, a media that forensically analyses women's bodies and saturates our culture with body-change stories. Because of the rise of cognitive eating, the increasing abilities and accessibility of cosmetic surgery. Because to be feminine, today, means to hate your body."
Jeg giver hende ret langt hen ad vejen, dog synes jeg den sidste sætning er lidt overdrevet eller rettere ordet "hate" er overdrevet. Jeg kender flere som er utilfredse, men som ikke hader deres kroppe.
Jeg tror på, at et samfund, som hylder diversiteten i mennesket, hylder kreativitet, naturlighed og medmenneskelighed, som vil kunne gøre en stor forskel. Et samfund, som fokuserer knap så meget på materialisme, karriere og statussymboler, som vil kunne hjælpe mange med at acceptere deres selv og have lettere ved at leve med sig selv.
Personligt, skal jeg lære at arbejde på min samvittighed og ikke lade den styre mit liv. Jeg skal sænke mine krav og være realistisk i de mål jeg sætter sætter mig kortsigtet. Og samtidig prioritere og fokusere bedre.
Og til sidst, men ikke mindst acceptere mit liv, som det er nu, det kan alligevel ikke gøres om. Og derefter arbejde fremadrettet på at ændre det, til noget mere positivt.
Hvis man ser på denne opremsning vil man nok se en rød tråd, spørgsmålet er så: hvor begynder man?
No comments:
Post a Comment