Jeg kender én som har dette tatoveret på sig.
Jeg tænker at vi alle lider af dette, atelopobia af mere eller mindre grad.
Jeg har altid følt det sådan, at jeg aldrig er god nok uanset hvad jeg laver. Og det er nok grunden til at jeg heller ikke kan føle mig tilpas i den krop, jeg har idag. Den er jo langt fra perfekt og så er det jo min egen skyld. Jeg har selv ladet mig forfalde. Det gør også at jeg har svært ved at føle mig tilpas generelt set, der er altid noget der skal arbejdes på. Om det betyder træning eller at jeg skal arbejde på karrieren. Jeg hviler aldrig 100 %, der er jo altid noget man skal opnå for at være perfekt.
Derfor går jeg med tankerne om at lære at meditere, for at kunne abstrahere fra omverdenen, finde indre ro og slå hjernen fra. Nogle gange kan det nemlig føles, som om man har indre personer som taler til én, som fortæller én at man ikke er god nok, at man kan gøre tingene bedre, personer som giver én dårlig samvittighed og aldrig lader én i fred, de finder dig altid uanset hvor du befinder dig.
Har du det på samme måde? Og hvordan flygter du fra det?
Jeg kender det alt for godt. Men efter, at jeg et par gange er gået ned med stress i jagten på at lave det perfekte speciale, så jeg kan få det perfekte job og det perfekte liv, er jeg begyndt at blive meget bedre til at slappe af og hvile i mig selv. Faktisk har flere det sidste års tid sagt til mig, at jeg hviler meget mere i mig selv. Men jeg har også lagt en alt for stor mængde penge hos en kognitiv psykolog, der virkelig har hjulpet mig.
ReplyDeleteJeg har valgt at omdefinere ordet perfekt, fordi jeg har så svært ved at give slip i jagten på det. For mig betyder det, at man gør sit bedste. For mere kan man jo ikke gøre, især ikke hvis man skal passe på sig selv samtidig! Og det er nu engang rigtig vigtigt at man gør det, for alternativet (stress og depression) kan IKKE anbefales! Der har jeg været alt for mange gange og det skader min hjerne. For mig har det handlet om at acceptere, at jeg ikke kan alt, at jeg ikke er superwoman og at det er ok at springe over hvor gærdet er lavest en gang i mellem.
Når jeg synes det bliver svært, så ser jeg på min mor. Hun er perfekt i mine øjne! Hun gør alt hvad hun er i stand til for at gøre de mennesker hun elsker lykkelige og har brugt en kæmpe del af sit liv på at hjælpe andre igennem sit job som psykiatrisk sygeplejerske. Jobbet gav hende i sidste ende en PTSD-diagnose og hun er nu på førtidspension. På sin vis er hun længere fra "perfekt" end hun nogensinde har været, men i mine øjne, er hun stadig den perfekte mor. Hun har været nødt til at omlægge sit liv fuldstændig pga. hendes sygdom. Hun er tit nødt til at sige nej til ting, hun kan ikke knokle som hun kunne før og mange mennesker er et helvede. Men i de ting hun vælger at gøre, gør hun det bedste hun kan. Og det er det vigtigste :)
Når alt kommer til alt, handler det jo om at acceptere sig selv som man er. Jeg tror meditation kan være en rigtig god måde at hjælpe dig selv på, på den måde, kan du give dig selv perioder med ro og det tror jeg er en god start :)
Godt at du har fået hjælp, nogle gange skal man jo høre det fra andre før man kan tage det til sig. Og omdefinering af perfektion er også en god tanke, hvis man er i stand til at gøre det.
ReplyDeleteDin historie med din mor er virkelig smuk og tragisk på samme tid. Jeg håber hun får det bedre!
Og ja, accept er vejen frem uanset hvor svær den kan være og det gælder i mange eksempler.
Ja, jeg tror også meditation kan være et godt redskab. Jeg vil i hvert fald give det et forsøg her i sommeren når jeg er færdig med eksamen og har mindre at være frustreret over ;)