Jeg har her fornyligt tænkt meget på kost og sundhed. Måske er det fordi jeg har talt med et par tidligere anoretikere, at det pludselig fylder lidt mere end det plejer.
Jeg synes jo det er helt forfærdeligt, at man som menneske undgår at spise. Det er jo helt forkert, at det moderne menneske sulter sig, især når de fleste af os har råd til at spise. Det gør mig derfor så ked af det, at så mange mennesker lider af forskellige spiseforstyrrelser. Det ødelægger jo det fundamentale forhold til mad, og måske for livet. Tænk, aldrig at kunne nyde maden uden at tænke negativt derom.
Ligesom med misbrugssygdomme, er spiseforstyrrelser ofte nogen du skal leve med resten af livet, de har nemlig fyldt så stor en del af ens personlighed og psyke, at den aldrig rigtig rejser væk. Dem jeg har talt med, som har haft anoreksi, har stadig et forkvaklet forhold til mad, specielt portionsanretninger. Derudover har de svært ved at fremtvinge lysten til at spise, de har påvirket sultcenteret så meget, at de ikke føler den sult de burde have, og de føler sig hurtigt mætte. Derfor vælger man ofte at tvangsfodre dem, hvilket jo i sig selv også er forfærdeligt! Men igen kan det være svært at få en anoretiker til at spise den kost hun/han burde få, da det er en svær og meget lang proces, at skulle se anderledes på sig selv, se på sig selv med realistiske øjne.
Jeg har haft en veninde, som ofte kastede op efter spisning. Som regel var det grundet en dårlig samvittighed over at have spist noget usundt eller bare for store mængder, i følge hende selv. Vi boede næsten ved siden af hinanden, så hun ringede nogle gange til mig, fuldstændig nedslået. Vi gik lange ture for at tale sammen om problemet og for at prøve at fokusere på noget mere positivt. Jeg havde det så skidt med det, da jeg jo ikke rigtig kunne hjælpe. Den samme pige havde også problemer med sin størrelse og det betød også at hun ofte gik og trak maven ind, når hun var sammen med andre, for så virkede hun jo mindre. Forfærdeligt, men rigtigt.
Tragikomisk, så tager jeg faktisk mig selv idag i, at gøre det samme. Altså, det med at trække maven ind. Jeg vil jo så nødig have at folk tror jeg er gravid...eller fed. Latterligt? I know!
Jeg har aldrig lidt af en spiseforstyrrelse og tvivler på at jeg kommer til det. Men jeg ved, at jeg nok spiser for mere end jeg burde. I det hele taget tror jeg, at vi alle skal være bedre til at spise korrekt, både i form af sundt mad, men også de korrekte mængder. Jeg tror mange ikke kan forstå, hvorfor deres vægt ikke ændrer sig eller hvorfor de hele tiden tager på (eller taber sig, for den sags skyld).
Kosten er en vigtig del af vores liv og for at vores kroppe fungerer. At spise for lidt eller for meget, har store konsekvenser for ens liv.
Så spørg dig selv, om du nu spiser korrekt? Find evt. ud af hvor kalorier du burde spise på en dag?
Og ændre dine vaner dag for dag, man kan nemlig sagtens vænne sig selv til at spise mere eller mindre. Vi har alle muligheden for at rette op og gøre det rigtige samt vælge det sunde alternativ.
Jeg synes jo det er helt forfærdeligt, at man som menneske undgår at spise. Det er jo helt forkert, at det moderne menneske sulter sig, især når de fleste af os har råd til at spise. Det gør mig derfor så ked af det, at så mange mennesker lider af forskellige spiseforstyrrelser. Det ødelægger jo det fundamentale forhold til mad, og måske for livet. Tænk, aldrig at kunne nyde maden uden at tænke negativt derom.
Ligesom med misbrugssygdomme, er spiseforstyrrelser ofte nogen du skal leve med resten af livet, de har nemlig fyldt så stor en del af ens personlighed og psyke, at den aldrig rigtig rejser væk. Dem jeg har talt med, som har haft anoreksi, har stadig et forkvaklet forhold til mad, specielt portionsanretninger. Derudover har de svært ved at fremtvinge lysten til at spise, de har påvirket sultcenteret så meget, at de ikke føler den sult de burde have, og de føler sig hurtigt mætte. Derfor vælger man ofte at tvangsfodre dem, hvilket jo i sig selv også er forfærdeligt! Men igen kan det være svært at få en anoretiker til at spise den kost hun/han burde få, da det er en svær og meget lang proces, at skulle se anderledes på sig selv, se på sig selv med realistiske øjne.
Jeg har haft en veninde, som ofte kastede op efter spisning. Som regel var det grundet en dårlig samvittighed over at have spist noget usundt eller bare for store mængder, i følge hende selv. Vi boede næsten ved siden af hinanden, så hun ringede nogle gange til mig, fuldstændig nedslået. Vi gik lange ture for at tale sammen om problemet og for at prøve at fokusere på noget mere positivt. Jeg havde det så skidt med det, da jeg jo ikke rigtig kunne hjælpe. Den samme pige havde også problemer med sin størrelse og det betød også at hun ofte gik og trak maven ind, når hun var sammen med andre, for så virkede hun jo mindre. Forfærdeligt, men rigtigt.
Tragikomisk, så tager jeg faktisk mig selv idag i, at gøre det samme. Altså, det med at trække maven ind. Jeg vil jo så nødig have at folk tror jeg er gravid...eller fed. Latterligt? I know!
Jeg har aldrig lidt af en spiseforstyrrelse og tvivler på at jeg kommer til det. Men jeg ved, at jeg nok spiser for mere end jeg burde. I det hele taget tror jeg, at vi alle skal være bedre til at spise korrekt, både i form af sundt mad, men også de korrekte mængder. Jeg tror mange ikke kan forstå, hvorfor deres vægt ikke ændrer sig eller hvorfor de hele tiden tager på (eller taber sig, for den sags skyld).
Kosten er en vigtig del af vores liv og for at vores kroppe fungerer. At spise for lidt eller for meget, har store konsekvenser for ens liv.
Så spørg dig selv, om du nu spiser korrekt? Find evt. ud af hvor kalorier du burde spise på en dag?
Og ændre dine vaner dag for dag, man kan nemlig sagtens vænne sig selv til at spise mere eller mindre. Vi har alle muligheden for at rette op og gøre det rigtige samt vælge det sunde alternativ.
 |
| Vandmelon og Chokolade Chili is fra Isobar, solen og sommeren skal da nydes uanset størrelse! |
No comments:
Post a Comment